Af Monika Rubin, Moderaterne

De seneste to år har jeg brugt på at dykke ned i vores sundhedsvæsen. Hvordan det fungerer, hvordan det ikke fungerer, og hvad vi kan gøre bedre? Hvordan vi kan lave forandring fra midten?

Jeg er læge og kommer fra hospitalsverdenen. Her har jeg tiltagende oplevet, hvordan vi bruger mere og mere tid væk fra patienten. Og nu er valgkampen så de facto i gang, og jeg kan forstå, at ”sundhed” er det, der fylder mest for borgerne. Men hvorfor er det så, at det, der fylder allermest i medierne, er, at statsministeren i debatten med de to andre statsministerkandidater fra henholdsvis De Konservative og Venstre fordrejede sandheden?

Jeg bliver simpelthen så træt, hvis vi skal have endnu en valgkamp – som ikke engang officielt er gået i gang endnu – hvor polariseringen skal tales op. ”Velfærd eller skattelettelser”. ”Rig eller fattig”. ”Jyde eller københavner”. Jeg stiller for første gang op til Folketinget, fordi jeg gerne vil gøre en reel forskel for vores sundhedsvæsen. Jeg vil gerne minimere det spild, jeg mener, der er. For mig handler det ikke om ”velfærd eller skattelettelser”, men om at bruge de penge, der er, bedre. Ligesom det gør hjemme i mit eget husholdningsbudget.

Det værste, jeg ved, er, når penge spildes. Jeg ville ønske, at man så på vores velfærdssamfund på samme måde – især i en tid med stigende inflation. Men nej, reformer, som forbedrer vores velfærdssamfund markant, er åbenbart ikke noget, der sælger aviser. Der er ikke clickbait i det. Er det, fordi det er for krævende for journalisterne at dykke ned i substansen? Tager det for lang tid og sælger for få aviser? I så fald mener jeg, at vi har et demokratisk problem.

Jeg er faktisk dybt bekymret for vores velfærdssamfund. Når jeg taler med de unge, som oplever stigende mistrivsel, fornemmer jeg en utryghed. En utryghed for, at der er noget fundamentalt galt med tilliden til velfærdsstaten. Og når man, inden valgkampen overhovedet er gået i gang, så oplever de store partier bruge populistiske metoder og halve sandheder for at vinde den såkaldte ”kamp” – mister jeg næsten modet. Det her burde ikke være en kamp om at ”vinde” eller ”tabe”, men en samtale om, hvordan vi rykker Danmark fremad.

Jeg håber, at det, der foregår lige nu, er en enlig svale, men jeg er bekymret for, at det er sådan her, det bliver resten af valgkampen.

Jeg vil noget andet. Jeg vil gerne tale politik. Især fordi jeg er sikker på, at der er gode politiske visioner og forslag på begge sider af den såkaldte midte.

Jeg ønsker og håber på, at vælgerne, journalisterne og politikerne vil dykke lidt mere ned i substansen af, hvad der sker og skal ske med vores samfund.