Erhverv

Høje-Taastrup har Danmarks bedste infrastruktur

Det er attraktivt at drive virksomhed i Høje-Taastrup, som er den kommune i Danmark, der har den bedste infrastruktur. Det siger de lokale virksomheder i DI’s landsdækkende undersøgelse, Lokalt Erhvervsvenlighed 2021.  

”Hvis virksomhederne skal fastholde deres konkurrenceevne, er det vigtigt, at varer, kunder og medarbejdere kan komme fra A til B. Her er det afgørende, at det lokale vejnet fra industriområderne er gearet til tung kørsel, det skal være let at komme på motorvejsnettet og det er vigtigt, at der er en velfungerende kollektiv trafik. Alt dét er på plads i Høje-Taastrup og det belønner virksomhederne kommunen for”, siger formand for DI Hovedstaden, Peter Lanng.

Når det kommer til grøn omstilling, er Høje-Taastrup Kommune også godt med. Det gælder i forhold til kommunens klimaplan, fokus på klimatilpasning og grønne udbud.

”Mange virksomheder fremstiller og udvikler løsninger til den grønne omstilling. Virksomhederne går gerne foran og de følger helt sikkert med, når kommunerne skruer op for de grønne ambitioner – for eksempel i udbudsmaterialet. Derfor er det en konkurrencefordel at være bosiddende i en kommune, der sætter initiativer i søen for sig selv og de lokale virksomheder, som bidrager til den grønne omstilling” siger Peter Lanng. 

Høje-Taastrup Kommune huser rigtig mange arbejdspladser og er en vigtig erhvervskommune i Hovedstaden. Derfor ærgrer det også formanden, at Høje-Taastrup Kommune halter efter, når det kommer til uddannelsesområdet. Desværre er kommunen en del af et generelt hovedstadsproblem, hvor alt for få unge tager en faglært uddannelse.

”Alt for få unge tager en erhvervsuddannelse, som virksomhederne har hårdt brug for nu og i fremtiden. I Høje-Taastrup valgte kun X af de unge i år en erhvervsuddannelse efter folkeskolen, det er en af grundene til, at kommunen placerer sig lavt i denne kategori.”, siger formanden.

Virksomhederne angiver uddannelse som et væsentligt forbedringsområde i kommunen. På den samlede rangliste over de mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark, lander Høje-Taastrup på en 20. plads ud af 93 kommuner. Det er en tilbagegang på 7 pladser i forhold til sidste år, men stadig en af Hovedstadens højeste placeringer i undersøgelsen.

FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2021

  • DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2021, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 12. år i træk DI laver en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.
  • Årets undersøgelse adskiller sig fra de tidligere undersøgelser. Efter sammenlægningen af Dansk Industri og Dansk Byggeri er der blevet udarbejdet en helt ny undersøgelse med udgangspunkt i de to organisationers tidligere undersøgelser.
  • 7770 virksomheder indenfor DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service har svaret på undersøgelsen.
  • Undersøgelsen er sammensat af tre typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder, et spørgeskema til kommunaldirektører og statistik.
  • Resultaterne er opdelt i ti kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set.
  • 93 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.

Kommentarer